3 uger efter operation

Nu er det 3 uger siden jeg fik 2 nye knæ, jeg må indrømme det har ikke udelukkende været en dans på roser, hvis så har der været en del torne på de roser. Første udfordring efter udskrivelsen og henvisning til kommunal genoptræning, er at jeg får at vide der er en venteliste på 6 til 8 uger, med andre ord kan jeg først begynde genoptræning hvor jeg forventer at være begyndt på arbejde igen.
Jeg taler lidt med genoptræningscentret og forklarer dem min situation og at jeg mener det er en uholdbar situation, samt da jeg er på sygehuset d. 17 november for at få fjernet klemmerne der holder operations sårene samme, får jeg er samtale med sygehusets personale, som lover at tage sagen op igen. Weekenden går med en del gener i sårene efter fjernelse af klemmerne, sårene klør, jeg sover dårlig om natten, men sårene heler som de skal og der er ingen infektion, selv om højre knæ ikke har den bevægelighed som jeg har i venstre, samt den smærter en del.
Mandag morgen bliver jeg ringet op at den kommunale genoptræning og tilbudt et møde sidst på eftermiddagen, som jeg selvfølgelig siger ja tak til. På mødet med fysioterpeuen gennemgår vi det øvelsesprogram som jeg har fået på sygehuset, samt min bevægelighed bliver målt, det der måles er:
hvor meget kan knæene bøjes, hvor meget kan de strækkes, samt mine knæs øvrige bevægelighed og styrke, det er tydelig at højre knæ har mindre bevægelighed. Der aftale yderligere øvelser, samt at jeg skal forsøge at benytte min kondicykel til at øge bevægeligheden, men jeg skal ikke forvente at jeg kan køre hele vejen rundt. Som foreslået så gjort, op på cyklen og så er det det sker. Det giver et smæld i højre knæ, hvorefter knæet er mere fri og jeg kan pludselig træne på kondicyklen, men prisen betales senere den aften. Benet hæver så jeg skal have elastik strømper og isposer på for at begrænse smerterne og hævelserne, så der ligger jeg lige nu, men bevægeligheder er blevet, så det skal nok hjælpe til med at gå fremad. Jeg er optimistisk og ser frem til næste møde med genoptræningen i uge 49, hvilket jeg vil tro er mere positiv. Men jeg må også indrømme at 2 knæ på en gang er ikke for tøsedrenge.

Her er lige et par billeder af hvordan et implantat ser ud på røntgen:

Man lærer noget nyt om sig selv

Det at skulle igennem et størrer operationsforløb kan bevirke at man lærer noget nyt og uventet om sig selv. I går måtte min kone sætte mig af på Vejle Sygehus på vej på arbejde, hun blev der nu  til jeg skulle hjem igen, i løbet af lørdag og søndag udviklede mine sår på knæene nogle væskende blærer, hvilket jeg var uforstående over for. Jeg havde tidligere oplevet at en nikkel allergisk reaktion tidligere har kunnet medføre samme form for udslæt og kløe, men der er jo ikke noget nikkel i et plaster eller de andre former for forbinding jeg anvender. Så mistanken ligger på de hæfteklammer der anvendes til at holde såret sammen med, men hvorfor kommer det først en uge senere, det eneste jeg har foretaget mig er at skifte plasteret på venstre knæ efter planen. Som sædvanlig er personalet på afdeling A250 altid venlig og imødekommende da jeg henvender mig på sygehuset, jeg bliver straks taget under kyndig behandling, plastret bliver taget af og de konstaterer at det ikke er operationssåret der er inficeret, men at jeg har udviklet en allergisk reaktion over for det plaster jeg har på såret, eller nærmere over for limen til at holde plasteret fast. Så hvad er den bedste forbinding så nu, hvor det ene sår skal beskyttes og det andet have luft, kirurgen der opererede mig bliver tilkalde og sammen vurderer personalet at operationssåret er tørt og helet, så bedste metode er ikke at lægge en egentlig forbinding, men kun at dække sårene af. Så der er jeg nu, har fået konstateret at jeg ikke kan tåle plaster i større mængder, man har jo lov til at blive klogere på sig selv.

2 nye knæ

Så er jeg hjemme igen fra sygehuset efter at have fået 2 fulde proteser i højre og venstre knæ.
Den 24. oktober er jeg til et orienteringsmøde på hospitalet, hvor hele operationen gennemgås, der er ikke mange der skal have skiftet 2 knæ på en gang, de fleste skal have skiftet 1 knæ, andre skal kun have skiftet et halvt, en såkaldt Oxford protese. En super god måde at blive introduceret til hvad der skal ske og til at bygge bro mellem behandlingssystemet og patienten, der skal lyde stor ros til Vejle Sygehus herfra til denne gennemgang (i er er meget professionelle uden at komme til at virke kolde). Til mødet får vi udleveret krykstokke og informationsmateriale med fysio øvelse, så man kan begynde at træne inden indlæggelsen.
Jeg blev indlagt planmæssig fredag d. 3 . november kl 7.00, hvorefter jeg bliver iført hospitalstøj (en størrelse passer alle både mænd og kvinder), fået tage blodprøver, hjertekardiogram, puls, temperatur, samt temperatur, derefter bliver jeg kørt ned til narkosen for at blive klargjort til operation. her ligger der en lokalbedøvelse af hele underlivet, monterer diverse armaturer til at holde øje med puls, hjerterytme, blodtryk, blod iltoptagelse m.m under operationen, alt dette foregår i et stille og roligt tempo, hvor jeg som patient altid er orienteret om hvad der foregår og skal foregå.
Operationen foregår planmæssig i følge kirugen, først det venstre ben og derefter det højre, han kunne meddele at begge knæ var meget slidte, så det er ingen luksus at få dem skiftet. KL. 12.30 vågner jeg på opvågningen hvor jeg igen bliver mødt af en venlig sygeplejerske, som foretager forskellige målinger og kontroller under hele opvågning processen og som samtidig også har tid til at forelægge mig dagens menu og få mine ønsker til middagsmad serveret, et service niveau som på et bedre hotel, ja man kunne måske endda sige at hotel Aria i Las Vegas kunne lære noget om service af et dansk hospital, selvom jeg ikke syntes der var noget at klage over i Las Vegas.
Senere fredag eftermiddag  blev jeg overført til sengeafsnit A250 på Vejle Sygehus, hvor jeg får besøg af en fysioterapeu som insisterede på at jeg skulle op at gå. Inderst inde var jeg nok af en anden opfattelse, men som sagt så gjort. PU HA!! det var ikke en særlig god oplevelse, at blive hængt op i armene i et elektrisk gang stativ, med koldsveden springende frem på panden og løbende ned af ryggen er ikke umiddelbart en ønskesituation, lidt som Bambi på glat is. Turen gik kun lige rundt om fodenden af hospitalssengen, men efterfølgende får du alligevel en fornemmelse af at de nye knæ kan bære og at det nok skal komme til at virke. Jeg bliver hjulpet tilbage i sengen og får lang nogle isposer på til at dæmpe hævelserne og sammen med medicin hjælpe til at dæmpe smerten i musklerne, der er egentlig ikke smerter i selve leddene. Det aftales at jeg skal udføre en række liggende øvelser i sengen og at vi vil genoptage træningen lørdag formiddag og eftermiddag. Lørdag lykkedes det at komme op at gå lidt rundt på stuen, samt få trænet nogle strækøvelser i knæene uden det giver anledning til væsentlige smerter. Søndag fortsættes træningen og jeg begynder at kunne bevæge mig lidt ud på gangen, komme på toilet og blive vasket en smule, hvilket er med til at hæve humøret en del. Træningen og øvelser går søndag med hjælp af det meget venlige og hjælpsomme personale så godt at mandag morgen er jeg så vidt at jeg selv kan komme ud af sengen og tilbage i den igen, samt det lykkedes at komme i brusebad. Mandag eftermiddag er også første gang jeg er ude at gå udelukkende med krykker, hvilket er god træning for knæene og ens balance. Tirsdag morgen bliver der udelukkende trænet med krykker, jeg går selv ned i den anden ende af sengeafsnittet for at spise morgenmad efter morgenmad tager jeg et bad og kommer i noget civilt tøj inden fysioen kommer for at træne trappe gang på krykker. Alle er umiddelbart enige i at jeg er nu tjenlig til hjemsendelse og jeg bliver udskrevet tirsdag eftermiddag.

DER SKAL LYDE EN STOR TAK TIL ALT PERSONALET PÅ VEJLE SYGEHUS SOM HAR VÆRET INVOLVERET I MEN INDLÆGGELSE OG OPERATION AF 2 NYE KNÆ. I HAR UDFØRT ER SUPER PROFESSIONELT OG MEGET VARMHJERTET ARBEJDE SÅ JEG IKKE PÅ NOGET TIDSPUNKT HAR FØLT MIG UTRYG ELLER VÆRET I TVIVL OM HVAD DER SKULLE SKE. GODT GÅET.

Man kan jo så som borger i Danmark undre sig over hvorfor danske journalist har så travlt med at kritisere det danske sundhedssystem og kun skrive artikler om hvor galt det kan gå, for derigennem at skabe en frygt for at benytte det offentlige sundhedssystem. Jeg har ikke under men kontakt med systemet mødt en eneste patient der har ytret utryghed eller nervøsitet over den behandling der skulle gives, dermed ikke sagt at der ikke er personer der var mere interesseret i hvor man kunne ansøge om at genoptræningen kunne foregå i Spanien, end i selve operationen. Jeg mener at en del af den utryghed der er i befolkningen for at benytte sundhedsvæsenet er skabt at journalister, med babbrund i at det sælger ikke aviser at skrive om succeshistorier, det burde danske journalister nok begynde at overveje og tage medansvar for. Vi hører tit om hvor meget bedre privathospitalerne er, hvilket jeg i bund og grund tror beror sig på at de lever af at forsikringsselskaberne betaler i dyre domme for behandling og at de ikke skal have samme sikkerhedsnet under deres behandling (går det galt er det jo en offentlig opgave at udrede det). Privathospitalerne kan også vælge kun at udføre de opgaver der er rentable for den og afvise de kritiske og risikable opgaver, så ja privathospitalerne har en berettigelse, men de skal også være med til at tage en større del af ansvaret, ellers mener jeg ill de tjener samfundets interesser, men kun en lille elites.

ENDNU EN GANG SKAL DER LYDE EN STOR TAK TIL VEJLE SYGEHUS FOR DEN BEHANDLING I YDER TIL REGION SYDDANMARKS BEFOLKNING OG JEG KAN PÅ DET VARMESTE GIVE JER MINE ANBEFALINGER.